Q8 vil gerne have nogle servicestationer, som er i top, når det gælder energivenlighed – og hér spiller Philips en væsentlig rolle som samarbejdspartner.
Det første resultat blev afsløret på Tagensvej i København fredag 13. november.
– Vi afprøver en række nye teknologier på Tagensvej, inden de eventuelt rulles ud på vores 176 andre servicestationer landet over. Strømbesparende køleskabe og belysning og den nyeste generation klimarigtige vaskehal, der kun bruger 30 liter vand til hver vask, er allerede i brug på Tagensvej, og vaskehallen opvarmes bl.a. af restvarme fra køleskabenes kompressorer, siger kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8 Danmark.
Philips leverer LED-spot i butikken – LED-lys (diodelys) er kendetegnet ved lavt energiforbrug og rigtig lang levetid. Brugt i spot giver de også mulighed for meget præcist at lægge lyset, og i Q8-butikken sørger de for at kunderne træder ind i et behageligt, blødt lys, som gør det rart at opholde sig i butikken.
Strømbesparelsen er også ganske pæn. Eksempelvis er de italienske køleskabe forsynet med LED-lys fra Philips:
- Vi bruger armaturer på henholdsvis 15 og 25 watt bag lågerne – en traditionel løsning ville kræve 58 watt plus 10-20 % til forkoblingen. Udover den umiddelbare besparelse er der også den indirekte: Det vil sige at med mindre wattforbrug og dermed mindre varmeudvikling i køleskabet, så skal heller ikke bruge så meget el for at køle varerne ned. Så der er en pæn el-besparelse, understreger salgsingeniør Carsten Bahnsen, Philips Lighting.
En ikke uvæsentlig ”bieffekt” er, at lyset skaber et herligt, indbydende spil i flasker og dåser i køleskabene, og dette lysspil fanger kunderne straks de træder ind i butikken.
Også udendørs er der Philips-lys i form af CitySwan-armaturer, og som et forsøg placeres under overdækningen, hvor benzinstanderne står, nogle LED-armaturer for at Q8 kan vurdere, hvordan de virker lys- og energimæssigt.
CitySwan er et helt igennem dansk produkt: dansk designet samt udviklet og produceret på Philips’ Workshoppen i Hedehusene. Og Carsten Bahnsen var ikke i tvivl om, at netop dette armatur ville passe god på ydermuren – både på grund af det energivenlige lys, og fordi det buede armatur minder lidt om Q8’s logo med det buede sejl.
- Forslaget faldt i god jord, og nu sidder der 8 styk CitySwan på Q8-stationen på Tagensvej i København. I hver er der 4 LED-lyskilder – og netop de miljøvenlige LED-lyskilder er et vigtigt element i ombygningen, og så har det elegante armatur et elforbrug på blot 8 watt, fortæller Carsten Bahnsen.
CitySwan er tegnet af den danske arkitekt Bjarne Schläger, light + architecture, og Morten Weeke Borup, GHB Landskabsarkitekter A/S i forbindelse med en byfornyelse af Tingbjerg-området i København og udviklet i samarbejde med Workshoppen, som også producerer lampen, der kom på markedet for et lille års tid siden.
Q8 regner med, at Tagensvej-stationen vil bruge 10 procent mindre el og energi end en almindelig servicestation med tilhørende convenience-butik. Besparelserne kan dog gå hen og blive betydeligt større, når først alle planlagte tiltag er indført.
- Vi er åbne for alle fornuftige og bæredygtige forslag til energi- og CO2-besparelser. Derfor vil jeg ikke udelukke, at fremtidige Q8-servicestationer kan blive forsynet med f.eks. solcelleanlæg, regnvandsopsamlere, varmepumper og måske også små vindmøller. Alt afhænger af den enkelte stations placering og den teknologiske udvikling, siger Jytte Wolff-Sneedorff.
Energibesparelserne indgår i Københavns Kommunes klimarigtige byfornyelse af Haraldsgadekvarteret, hvor kommunen investerer 54 millioner kroner. Projektet er et såkaldt klima-projekt, der står færdigt inden FN’s Klimatopmøde i december 2009.
Seneste kommentarer
30 uger 5 dage siden
37 uger 6 dage siden
39 uger 4 dage siden